Restaurering af 3 marmormilesten

Print Friendly

 

Dansk Vejhistorisk Selskab har haft ansvaret for et projekt, som omhandler 3 marmormilesten i Roskilde. Milestenene er fra slutningen af 1700-tallet, hvor  der i vejreformernes tid blev igangsat anlægget af et landsomfattende hovedlandevejsnet. De 3 milesten blev rejst på hovedlandevejene omkring Roskilde, hvorfra de blev fjernet en gang i 1900-tallet.

De stod herefter i mange år ved indkørslen til en tømmerhandel i Roskilde, men blev i 2013 fjernet på grund af fare for påkørsel. Kulturstyrelsen, som har ansvaret for de danske fortidsminder, bad Roskilde Museum og DVS om at komme med forslag til en genopstilling af milestenene i samarbejde med relevante kommuner. Det var planen, at de 3 milesten skulle istandsættes og genopstilles på steder, hvor de kan have stået, før de blev fjernet, nemlig på de tidligere hovedlandeveje København-Roskilde og Roskilde-Holbæk. Projektet involverede 3 kommuner: Høje-Taastrup, Lejre og Roskilde.

Restaureringen af milestenene skulle udføres af Rådvad Stenhuggeri, som har en meget stor ekspertise med sådanne arbejder. Den ville koste ca. 280.000 kr. (excl. moms) –  et beløb ingen af kommunerne kunne afse penge til. DVS ansøgte derfor om økonomisk støtte til restaureringsarbejdet hos ”A.P. Møllers og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål”.

Fonden kunne den 6. marts 2015 meddele, at den havde bevilget et beløb på 350.000 kr. til restaurering af de tre historiske marmormilesten. Restaureringen blev herefter gennemført i løbet af sommeren 2015.

 

Milesten Tømmerhandel

De 3 marmormilesten ses her ved indkørslen til tømmerhandlen i Roskilde. De var i temmelig pauver stand, da de blev fjernet i 2013.

 

 

5½ mil Helsingør

 

Efter restaureringen ville de 3 milesten få et udseende som denne smukke og nyligt restaurerede 5½ milesten på Kongevejen syd for Helsingør.

 

 

 

 

 

 

 

 

Stenene blev i slutningen af august opstillet på de steder, hvor de tidligere havde stået eller kunne have stået. Indvielserne af stenene fandt sted tirsdag den 1. september 2015 i de 3 kommuner, hvor de er opstillet.

Læs mere og se billeder fra genindvielserne i DVS meddelelse nr. 2015-4 og 2015-5.

Begivenhederne var omtalt på Kommunalteknisk Chefforenings (KTC’s) hjemmeside under overskriften Nyt liv til milesten.

Genindvielserne var også omtalt i den lokale presse.

Se artikler og billedserier her: Sjællandske Nyheder (Roskildevej), Dit Roskilde (Holbæk Landevej) og Sjællandske Nyheder (Lindenborgvej).