|
Sankt Kristoffer - de vejfarendes skytshelgen

Foto fra Aalborg Stifts hjemmeside
Den 25. juli var Sankt Kristoffers dag. Ifølge legenden var Sankt Kristoffer en kæmpe, der oprindeligt hed Reprobus. Han ønskede at bruge sin styrke til at tjene den mægtigste herre i verden. I sin søgen mødte han en eneboermunk, som boede ved en flod med stærk strøm, hvor der ikke var nogen bro, men som pilgrimme skulle over, hvis de ville nå deres mål, Jerusalem. En dag kom der et lille barn til floden. Reprobus tog barnet på sine skuldre, men ude i floden følte han en stor vægt på skuldrene. På den anden side af floden opdagede han, at han havde båret Jesusbarnet og hele verdens byrde. Herefter viede han sit liv til at tjene Kristus og led senere martyrdøden. Han blev gjort til helgen med navnet Christophorus (den, der bærer Kristus) og er stadig anerkendt som helgen i den katolske og den ortodokse kirke.
Der er flere versioner af legenden om Sankt Kristoffer. En af de ældste og mest udførlige kan læses her.
Der er (vistnok) ingen kirker i Danmark, der er indviet til Sankt Kristoffer, men han findes afbildet i flere kirker, bl.a. i Sankt Hans Kirke i Hjørring (se foto herover).

Der findes et utal af medaljoner med billede af Sankt Kristoffer, udformet som smykker eller som clips til at anbringe i bilen, som - hvis man tror på det - beskytter en mod farer på rejsen. |