|
Nyt fra bestyrelsen
Andreas Juuel: Parti af Geels Bakke ved Røjels Bom, 1851
Bestyrelsen har netop afholdt møde, hvor en lang række af selskabets aktiviteter blev drøftet. I Milestensgruppen fortsætter det gode arbejde med fund, registrering og restaurering, som mange af jer allerede har fulgt løbende her i nyhedsmailen. Også Redaktions- og Forskningsudvalget har været særdeles aktivt, og I har netop modtaget et af vores hidtil største og mest indholdsrige numre. Flere af bestyrelsens medlemmer har desuden holdt foredrag om vejhistorie i forskellige historiske foreninger rundt om i landet.
For at fastholde og udvikle vores aktivitetsniveau har vi brug for flere medlemmer – også uden for den traditionelle vejbranche. Derfor har vi sat en målrettet indsats i gang på de sociale medier. Vores tidligere Facebook‑side er nu erstattet af en medlemsgruppe, hvor alle kan bidrage med indlæg, spørgsmål og erfaringer: https://www.facebook.com/groups/vejhistorie
På LinkedIn har vi oprettet en firmakonto, som især henvender sig til professionelle historikere, museumsfolk og andre fagfolk (men alle er velkomne til at læse med). Allerede nu har vi fået følgere fra udlandet, så platformen fungerer som ønsket: https://www.linkedin.com/company/dansk-vejhistorisk-selskab-danish-road-history-society
Vi arbejder samtidig på en løbende udgivelse af bøger. Den første bliver en digital udgave af Fra chaussé til motorvej af Steffen Elmer Jørgensen. Den næste planlagte udgivelse er Når sneen kommer. Vintertjeneste, veje og dansk mobilitet fra slæde til satellit (arbejdstitel), skrevet af vores fungerende formand Jørgen Burchardt og baseret på erfaringer fra det internationale forskningsprojekt Modernizing Winter. Endelig deltager vi i det nordisk‑baltiske samarbejde NordBalt, hvor vi skal bidrage til en engelsksproget bog om bevaring af broer, planlagt til udgivelse i 2028. |