Dansk Vejhistorisk Selskab

NYHEDSBREV NR. 2023-02

25. januar 2023

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

Alle links åbner i et nyt vindue.

Kære {name} {surname}

Vejhistorie på TV

Via Traiana

DR2 sender i de kommende uger den britiske dokumentarserie fra 2021 "Fortidens fantastiske ingeniørkunst" (Ancient Engineering). Episode 1 af 10 sendes første gang torsdag d. 26. januar kl. 19.05. Den har titlen "Veje der ændrede verden". Over 1,2 milliarder køretøjer færdes i dag på veje, der strækker sig millioner af kilometer på tværs af kontinenterne. Vejen - og hjulet - er nogle af oldtidens største triumfer. Tilsammen har de givet mennesket ekstraordinær bevægelsesfrihed. I 2002 fandt arkæologer nær byen Ljubljana i Slovenien et træhjul. Det var over 5000 år gammelt, og anses nu for at være det første hjul i historien. Hvordan så det ud, og hvordan var oldtidens veje?

Der er også produceret en serie 2 med yderligere 10 episoder. Den sidste episode handler om broer. En oversigt over indholdet af alle 20 episoder kan ses på den tyske kanal ZDF's hjemmeside.

Efterlysning

Selskabet har fået en henvendelse fra Hadsund Egnssamling under Nordjyske Museer, som har fundet denne lygte i sine gemmer. Det er formentlig en engelsk fremstillet Chalwyn Railroad Lantern eller en lignende lygte. Den kan have været anvendt af jernbaneselskaber eller af vejvæsener og entreprenører til afmærkning af vejarbejder.

Museet søger oplysninger om lygten i forbindelse med registreringen af den som museumsgenstand. Er der nogen af nyhedsbrevets læsere, som kender denne type lygte og kan fortælle mere om den?  Hvor har den været anvendt i Danmark? - Af hvem? - Til hvilke(t) formål? - Og i hvilken periode? - Hvem har forhandlet den?

Eventuelle oplysninger bedes sendt til museumsinspektør ved Nordjyske Museer Lykke Olsen, mail: lykke.olsen@aalborg.dk.

Bogsalg

Selskabet har en beholdning af vejhistoriske bøger, som nu bortsælges til fordelagtige priser, så længe lager haves. Se en omtale af bøgerne på Selskabets hjemmeside: Bogsalg, hvor der også er en bestillingsformular.

Særudstilling om danske biler 

Triangel lastvogn (foto fra museets facebookside)

Sommers Bilmuseum i Nærum har indtil 23. marts i år en særudstilling om danske biler fra 1900 til 2022. Udstillingen viser nogle af de biler, som Erich Karsholt fortalte om i sit foredrag om bilsamlefabrikker i Danmark d. 10. oktober sidste år. Se mere på hjemmesiden Sommer's Automobile Museum. Museet er også omtalt her.

Slesvigske Vognsamling er lukket

Foto fra samlingens facebookside

Slesvigske Vognsamling, som var en del af Historie Haderslev, er lukket permanent med virkning fra 1. januar i år. Lukningen skyldes, at Haderslev Kommune skal spare på de årlige driftsudgifter. Lukningen er omtalt i Ugeavisen Haderslev.

Samlingens tidligere leder, Per Ole Schovsbo, har kommenteret lukningen på historie-online-dk.

Om dette nyhedsbrev

Selskabet vil meget gerne have tilkendegivelser om nyhedsbrevenes udseende og læsbarhed, og om billederne vises korrekt, og modtager gerne forslag til indhold. Send eventuelle bemærkninger til webmaster@vejhistorie.dk.

Hvis nyhedsbrevet tilbageholdes af dit spamfilter, skal du tilføje dvs.info@vejhistorie som sikker afsender og/eller vejhistorie.dk som sikkert domæne i indstillingerne i dit mailprogram.

Dansk Vejhistorisk Selskab

c/o Vejdirektoratet, Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V

Web: www.vejhistorie.dk  -  E-mail: dvs@vejhistorie.dk

 
 

Frameld nyhedsbrev