Dansk Vejhistorisk Selskab

NYHEDSBREV NR. 2024-12

28. september 2024

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Kære {name} {surname}

Vejhistorisk studietur til Holsten

 

Arne Rosenkvist fortæller om den gamle stenbro ved Sütel. Foto: Ulrik Blindum.

16 deltagere havde en vellykket tur til Holsten fra d. 13. til d. 16. september. Turens første dag handlede primært om den nye Femern Bælt forbindelse. Vi besøgte INFO-centeret i Burg på Femern og så derefter Femernsundbroen, som vil blive suppleret med en vej- og jernbanetunnel under Femernsund. 

Turens anden dag handlede om transporten af salt fra Lüneburg til Lübeck på gamle brolagte veje og på kanaler. Fra Lübeck blev det sejlet videre sildemarkederne i Danmark og Skåne. Desuden var der afstikkere til steder, som har haft betydning for Danmarks historie under 2. Verdenskrig og den kolde krig.

Tredjedagen handlede om chausséerne i Holsten og deres milesten. Der var et længere ophold i Bad Bramstedt med en vandring gennem Altonaer Strasse med brolægning fra 1926 og et besøg ved de to historiske broer fra 1832, Friedrichsbrücke og Beeckerbrücke. På tilbagevejen mod hotellet i Bad Oldesloe så vi den historiske Königsbrücke, opført i 1785. Dagen sluttede med en byvandring i den gamle del af Bad Oldesloe, hvor rådhuset er tegnet af den danske arkitekt C. F. Hansen.

På fjerdedagen gik turen tilbage mod Danmark. Undervejs var der et stop i Bornhöved, hvor vi så mindesten for tre slag, der har haft betydning for Danmarks historie. Ved Pfingstberg nær Plön besøgte vi erindringstavlerne om den første makadamvej i Holsten, der blev anlagt som prøvestrækning forud for anlægget af chausséerne.

Der vil komme en mere udførlig omtale af turen på Selskabets hjemmeside og i førstkommende nummer af VEJHISTORIE.

Historien om havnen

 

Foto: By & Havn

Femte afsnit af By & Havns podcast-serie om Københavns Havn handler om nogle af de vilde havnevisioner, som aldrig blev til noget:

  • En hængefærge fra Nordre Toldbod til Nyholm,
  • en tunnel under havneløbet,
  • en sluse ved Langebro, som skulle løfte skibene over over kørebanen (se billedet herover),
  • en skibsfartkanal gennem Amager.

I slutningen af afsnittet er der henvisning til bøger, hvor man kan læse mere om disse og andre fantasifulde projekter i København.

Man kan for eksempel læse mere om "En fast Langebro med niveaukrydsningssluse" i Ingeniøren, nr. 25/1930.

Der er links til alle udgivne afsnit af podcastserien på By & Havns hjemmeside Historien om havnen

280 grænsesten er blevet inspiceret

 

Grænsesten nr. 245. Foto: R2D3LA/Wikipedia

Grænsekommissionen har i slutningen af august i år gennemført den 10-årlige inspektion af den dansk-tyske grænse. Ved inspektionen bliver det kontrolleret, om alle grænsesten står korrekt placeret. Slidte eller beskadigede sten bliver udskiftet, og hvis terrænet er ændret, kan det være nødvendigt også at ændre grænsemarkeringen.

Inspektionen blev omtalt på TV2's hjemmeside, hvor der også er en beskrivelse af grænsestenene. Se også Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs pressemeddelelse om inspektionen.

Grænsesten er også vejhistorie. Som et kuriosum kan nævnes, at ca. 130 meter af grænsen ved Rudbøl går midt i byens gade, og grænsestenene med numrene 242 til 247  er nedfældet i asfalten. Billedet herover viser en af dem. 

Læs mere om den dansk-tyske grænse her.

Tips til efterårsferien

 

Foto fra Sporvejsmuseets facebookside

De fleste museer har åbent alle dage i efterårsferien (12. - 20. oktober):

  • På Danmarks Tekniske Museum i Helsingør er der guidede rundvisninger på museet de fleste dage. Se mere på museets hjemmeside.
  • På Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kan man prøve arbejdet som vognstyrer. Se mere her: Kør-selv-sporvogn.

De modige kan komme på brovandring på den gamle Lillebæltsbro. Læs mere på bridgewalking.dk.

Åben byggeplads og havn på Masnedø d. 15. september var en bragende succes med ca. 12.000 besøgende. Det skriver Vejdirektoratet. Man stadig besøge Vejdirektoratets besøgscenter, som har åbent alle dage fra kl. 10 til 17.

Femern Bælt forbindelsens udstilling i Rødbyhavn har også åbent alle dage. Se åbningstider mm. her.

I København indledes efterårsferien med Kulturnatten fredag d. 12. oktober. Her kan man besøge DSB, Rigsarkivet, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, By & Havn og mere end 200 andre steder. Se hele programmet på kulturnatten.dk.

Om dette nyhedsbrev

Selskabet vil meget gerne have tilkendegivelser om nyhedsbrevenes udseende og læsbarhed, og om billederne vises korrekt, og modtager gerne forslag til indhold. Send eventuelle bemærkninger til webmaster@vejhistorie.dk.

Hvis nyhedsbrevet tilbageholdes af dit spamfilter, skal du tilføje dvs.info@vejhistorie som sikker afsender og/eller vejhistorie.dk som sikkert domæne i indstillingerne i dit mailprogram.

Dansk Vejhistorisk Selskab

c/o Vejdirektoratet, Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V

Web: www.vejhistorie.dk  -  E-mail: dvs@vejhistorie.dk

 
 

Frameld nyhedsbrev