
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Roskildevej 250 år
16. november 2023 kl. 15:00 – 17:30
I år er 250 år siden, Roskildevejen gennem den nuværende Albertslund Kommune blev anlagt, og fødselsdagen var et gennemgående tema i Vestegnens Kulturuge i september. Dansk Vejhistorisk Selskab deltog i begivenheden med tre foredrag om Roskildevejens historie. De var velbesøgte, og de bliver derfor gentaget for selskabets medlemmer og andre interesserede torsdag d. 16. november.
Emnerne for foredragene er:
Steffen Elmer Jørgensen:
Roskildevejen – Teknologiimport og vejreform i 1700-tallet
Midt i 1700-tallet stod det klart, at de danske hovedfærdselslinjer var i en uhørt dårlig stand. Støvede, hullede, sporkørte og om vinteren ofte et ufremkommeligt søle. Fremsynede folk så, at der måtte skabes et nyt, effektivt hovedlandevejsnet med ordentligt befæstede veje, og eksperter fra udlandet måtte indkaldes, for Danmark havde ikke kyndige i moderne vejanlæg.
Man kontaktede lederen af datidens uden tvivl bedste nationale vejvæsen, det franske Corps des Ponts et Chaussées. Med hoffets velvilje aftaltes, at Jean Marmillod og to yngre vejingeniører skulle drage til Danmark i april 1764 for at skabe grundlaget for et moderne vejvæsen i Danmark.
Som første projekt valgtes en vej fra København til Fredensborg, også kaldet Kongevejen. Næste projekt var Roskildevejen, hvor arbejdet først kom i gang i 1769 på grund af de ustabile politiske forhold under den sindssyge og påvirkelige konge, Christian 7.
Anlægget af Roskildevejen blev ikke uden drama, og i 1775 sagde Marmillod op efter flere chikaner og drog tilbage til Frankrig. Han efterlod sig en teknisk arv, som fulgte det første danske hovedlandevejsnet frem til færdiggørelsen i 1861. Teknologiimporten havde i høj grad betalt sig.
Roskildevejen blev landets mest befærdede vej. Derfor blev den i 1930’erne udbygget som 4-sporet betonvej. Og tæt ved dens forløb blev Roskildemotorvejen lagt i årene 1960-66.
Steffen Elmer Jørgensen er en af Danmarks førende vejhistorikere. Hans mangeårige virke som arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet har givet ham et dybtgående kendskab til kilder til Danmark historie, som han har benyttet til mange artikler og ikke mindst til hovedværket ”Chaussé til motorvej”. Jørgensen er bestyrelsesmedlem i Dansk Vejhistorisk Selskab, medlem af redaktionen af VEJHISTORIE og ansvarlig redaktør af Fra Viborgegnen.
Jørgen Burchardt:
Roskildevejens trafik gennem tiden
Trafikken på landets vigtigste vej i århundreder, Roskildevej, har altid været stor. Bøndernes små fyldte vogne skramlede på vej til hovedstadens torve, og rejsendes kuffertbelæssede vogne kørte den anden vej.
Den trafik vil en af landets førende transporthistorikere, Jørgen Burchardt, fortælle om ledsaget med historiske billeder.
Installationers historie er gode til at fortælle om trafikken. For at skaffe midler til at bygge og vedligeholde veje, fandt man på at opkræve milepenge. I 1773 byggedes derfor et hus ved den knapt færdige Roskilde landevej, hvor en forpagter opkrævede skat af de rejsende. Han blev en af landets mest forhadte personer, som folk forsøgte at snyde.
Hestevognene kunne bygges bedre, men derved kunne de også køre med en større vægt, som desværre ødelagde vejene. Der indførtes skrappe regler for hjul og for vognes vægt. I 1848 planlagdes en politistation på Roskildevej til kontrol og vejning af køretøjer.
Da nye hurtige og tunge motorkøretøjer havde indtaget vejene, vidste man ikke, hvor meget de sled på vejene. Derfor byggede vejingeniører i 1926 en tællestation på Roskildevej for at finde ud af slitage fra hestevogne, vogne med faste hjul og vogne med gummihjul. Det internationalt vigtige forsøg stoppede i 1939, da både hestevogne og faste hjul ikke mere havde betydning.
Burchardt har tidligere været direktør for Danmarks Vejmuseum og har skrevet mange artikler og bøger, bl.a. ”Lige ud ad landevejen. Med hestevogn og bil på amternes veje 1868-2006”. Han er næstformand i Dansk Vejhistorisk Selskab, redaktør af tidsskriftet VEJHISTORIE og en af stifterne af International Association for the History of Transport, Traffic & Mobility.
Per Winther:
Roskildevejens milesten
Langs Roskildevej står milesten og andre sten fra forskellige tidsaldre. Hvilken historie kan teksten og tallene på stenene fortælle os? Hvor regnes afstandene fra? Hvad betyder de symboler, som findes på nogle af stenene? Og hvor kan man finde oplysninger om milestenene og andre sten langs vore veje? Det vil foredraget give svar på.
Per Winther er mangeårigt medlem af Dansk Vejhistorisk Selskabs bestyrelse og formand for selskabets milestensgruppe. Han er desuden redaktør af selskabets hjemmeside og nyhedsbreve.
Foredragene finder sted i Vejdirektoratet i København (store mødesal). De er gratis og åbne for alle interesserede. Tilmelding er ikke nødvendig.
Efter foredragene vil der være mulighed for at deltage i fælles spisning på Bistro Je t’aime. Se særskilt indbydelse her.