Vejhistorie på TV

Siden indeholder en oversigt over TV-udsendelser med vejhistorisk indhold, som har været vist på danske og udenlandske TV-kanaler. Flere af udsendelserne kan ses eller genses på TV-kanalernes respektive hjemmesider. Nogle af udsendelserne kan desuden ses i uddrag eller fuld længde på YouTube.

Oversigten er langt fra komplet. Hvis du kender en udsendelse, som bør være med på siden, så send en e-mail til webmaster@vejhistorie.dk.

Ingeniørkunstens katastrofer

DR2 har netop sendt en britisk dokumentarserie om ingeniørkunstens katastrofer. Serien er fra 2019. Dens originaltitel er “Disasters Engineered“. Af særlig interesse for vejhistorikere er episode 7, som bl.a. handler om Tacoma-broens kollaps, og episode 8, som bl.a. handler om Morandi-broens kollaps. Alle episoder kan ses på dr.dk indtil 31. januar 2023.

En udsendelse med beslægtet emne: “Når broer slår ihjel“, blev sendt på DR2 d. 2., 4. og 6. september. Den handler også om Morandi-broens kollaps. Den kan stadig ses på dr.dk indtil 31. december 2022.

Da  Danmark blev flettet sammen

DR2 sendte i august fire programmer om dansk transporthistorie med den fælles overskrift “Da Danmark blev flettet sammen”. Programmerne skal give seerne forståelse for betydningen af en veludbygget infrastruktur med havne, kanaler, jernbaner, hovedveje og lufthavne. Episode 1 handlede om kanaler og havne. Episode 2 handlede om de danske veje, især den gamle Hovedvej A1 og Fugleflugtslinien. Episode 3 handlede om de danske jernbaner og stationsbyer. Episode 4 handlede om dansk indenrigsluftfart. Serien blev genudsendt i første uge af september, og alle fire episoder kan stadig ses på dr.dk indtil begyndelsen af september 2021.

Manden bag det moderne menneske: C.D.F. Reventlow

 

TV-kanalen DK4 har lavet en udsendelse om manden bag Vejforordningen af 1793, Grev C. D F. Reventlow, og Reventlowmuseet på herregården Pederstrup på Lolland. Udsendelsen kan ses d. 1., 9. og 18. oktober. Se omtale og sendetider på www.dk4.dk.

 

 

Verdens vildeste broer

DRK genudsendte endnu en gang den britiske dokumentarserie om ”Verdens vildeste broer” (World’s Greatest Bridges) i marts 2020. Serien består af 6 udsendelser, hvori den britiske ingeniør Rob Bell fortæller om nogle af verdens mest ikoniske broer: The Golden Gate Bridge, Sidney Harbour Bridge, The Ironbridge, Brooklyn Bridge, Severn Bridge og Viaduc de Millau. Hver udsendelse varer ca. 45 minutter. Udsendelserne kan også ses på dr.dk: Verdens vildeste broer indtil 31. december 2021.