Historiske veje i Frankrig

Print Friendly, PDF & Email

En “route historique” i Frankrig er oftest en turistrute, som forbinder et antal seværdigheder (byer, slotte, klostre o. lign.), som tilhører Frankrigs kulturarv. Selve vejen er ikke nødvendigvis hverken interessant eller historisk. Der findes dog flere veje, som med rette kan betegnes som historiske, fordi de knytter sig til vigtige perioder eller begivenheder i Frankrigs historie. Her er et udvalg:

Romerveje i Frankrig

På fransk Wikipedia er der udmærkede artikler om romerveje i almindelighed og om romerveje i Gallien samt oversigt over romerveje. Alle artikler har mange links til yderligere læsning.

Route Napoléon

Route Napoléon er navnet på den rute, som Napoléon Bonaparte fulgte, da han gik i land ved Golfe-Juan d. 1. marts 1815 efter sit eksil på Elba. Den slutter ved Grenoble, som han nåede d. 7. marts. Route Napoléon følger den nuværende franske Route Nationale 85. Der er langs hele strækningen særlige vejsten, tavler og monumenter, der markerer Napoléons march mod Paris for at generobre magten i Frankrig – som han mistede igen efter slaget ved Waterloo i Belgien. På siden La Route Napoléon er der kort og beskrivelser af de enkelte etaper og seværdigheder langs vejen. Der findes i øvrigt også en Route Napoléon i Wallonien, som er den rute, Napoleon fulgte gennem Belgien på vejen til Waterloo.

Voie Sacrée

Voie Sacrée forbinder Bar-le-Duc med Verdun i Nordfrankrig. Det var den eneste åbne vej til Verdun og forterne omkring byen under slaget om Verdun i 1. verdenskrig. Slaget varede fra 21. februar til 19. december 1916. Fæstningen Verdun havde stor symbolsk betydning for Frankrig, og derfor blev alt sat ind på at fastholde vejen for at kunne tilføre forstærkninger og forsyninger til Verdun og evakuere sårede. Vejen fik først sit navn “Den hellige Vej” af en fransk forfatter efter krigen. Navnet hentyder til Via Sacra i Rom. Læs mere om vejen her: Chemins de Mémoire. I Souilly, ca. 20 km syd for Verdun, findes et museum om vejen, Musée de la Voie Sacrée.