Jens Vejmand

Vejmanden og hans virke

Vejmandens liv i gamle dage var præget af fattigdom og hårdt arbejde. Det er bl.a. beskrevet i E. Kjemtrups værk “Vejmanden og hans virke gennem tiderne“. S. Ellert har skrevet en artikel om vejmandsarbejdet gennem 150 år i tidsrummet 1793-1943 i DVT nr. 3/1943 (side 106-113). Og E. Kjemtrup har skrevet om vejmandsinstitutionen i de seneste 50 år (1943-1993) i DVT nr. 12/1993 (side 28-35). På det norske vegnett.no findes denne skildring af vejarbejdernes hårde arbejde med at slå skærver: Da jobben var å håndpukke stein. I gamle dage blev også straffefanger og folk på socialhjælp sat til at hugge skærver. Læs denne artikel fra Historiens Hus i Odense om Stenhuggerpladsen ved Tolderlundsvej.

Vejmanden i dansk billedkunst

Vejmanden, der sidder bag sin skærm, optræder som motiv i flere danske malerier: I Andreas Juuels “Parti fra Geels Bakke ved Røjels Bom”, der er vores forsidebillede, sidder vejmanden i maleriets højre side. I H.A. Brendekildes maleri “En Landevej” er en del af hovedmotivet en gammel vejmand, der sidder i vejsiden sammen med (formodentlig) hans kone og et barnebarn. På siden Veje og broer i billedkunst og litteratur kan ses flere malerier med vejmanden som motiv.

Om Jens Vejmand

Jens Vejmands virkelige navn var Jens Nielsen. Han levede fra 1832 til 1901. Han blev ansat som vejmand under Ringkjøbing Amt i 1873 og fik ansvaret for en strækning af landevejen mellem Herning og Holstebro. Ved sin død blev han begravet på Tjørring kirkegård. På siden www.gravsten.dk findes en mini-biografi og et billede af hans grav.

Monumentet over Jens Vejmand

På landevejen nord for Tjørring mødte Jeppe Aakjær i 1901 den mand, der gav ham inspirationen til sit berømte digt. På stedet blev der i 1984 rejst et monument til minde om Jens Vejmand. Det kan ses på kunstnerens, Erik Heides hjemmeside, på listen over hans kunstværker.

Jeppe Aakjærs tekst til “Jens Vejmand”

 

1. Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand,

med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand,

det er saamænd Jens Vejmand, der af sin sure Nød

med Hamren maa forvandle de haarde Sten til Brød.

2. Og vaagner du en Morgen i allerførste Gry

og hører Hamren klinge paany, paany, paany,

det er saamænd Jens Vejmand paa sine gamle Ben,

som hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten.

3. Og ager du til Staden bag Bondens fede Spand,

og møder du en Olding, hvis Øjne staar i Vand –

det er saamænd Jens Vejmand med Halm om Ben og Knæ,

der næppe ved at finde mod Frosten mer et Læ.

4. Og vender du tilbage i Byger og i Blæst,

mens Aftenstjærnen skjælver af Kulde i Sydvest,

og klinger Hammerslaget bag Vognen ganske nær –

det er saamænd Jens Vejmand, som endnu sidder dér.

5. Saa jævned han for andre den vanskelige Vej,

men da det led mod Julen, da sagde Armen nej;

det var saamænd Jens Vejmand, han tabte Hamren brat,

de bar ham over Heden en kold Decembernat.

6. Der staar paa Kirkegaarden et gammelt frønnet Bræt;

det hælder slemt til Siden, og Malingen er slet.

Det er saamænd Jens Vejmands. Hans Liv var fuldt af Sten,

men paa hans Grav – i Døden, man gav ham aldrig én.

Jeppe Aakjær, Jebjærg, 19/6 1905.

 

 

Carl Nielsens melodi

 

Læs mere om teksten og musikken til “Jens Vejmand” på Det kongelige Biblioteks hjemmeside.

På denne hjemmeside om Carl Nielsen og hans værker kan man også læse om Jens Vejmand: http://www.ovesteensmidt.dk/Carl_Nielsen/Jens_vejmand_100_ar.html.